Offentliggjort den: 15. maj 2024

Flere apporteringsdommere, please!

DJ's første aspirantkursus for nye dommere løb af stablen i april. Kurset havde god tilslutning, men der er brug for endnu flere. Mon det er noget for dig?

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

Danmarks Jægerforbund udbyder en bred vifte af test og prøver til vores firbenede venner og deres hundeførere. Derfor er det da også helt naturligt, at vi også sørger for at uddanne kompetente dommere. For der er nemlig rift om dem, dommerne, og derfor har jægerforbundet søsat en ny uddannelse for apporteringsdommere. Det første aspirantkursus blev afholdt i Jagtens Hus den 14. april og nød god tilslutning med hele fjorten deltagere.

Men sagen er, at vi har brug for endnu flere! Dog vil vi først udbyde nye dommerkurser når vi er sikre på, at der er nok interesserede. Derfor: Kunne du tænke dig at blive optaget på vores næste aspirantkursus til dommeruddannelsen? Så udfyld og indsende dette ansøgningsskema samt to stk. skriftlige anbefalinger fra personer med gyldigt jagttegn og erfaring med apporteringsprøver.

Ansøgning og anbefalinger sendes til Danmarks Jægerforbunds sekretariat for hundeområdet på e-mail jh@jaegerne.dk, cc odh@jaegerne.dk.

Formålet med dommeruddannelsen er at sikre et fagligt godt niveau blandt dommerne, samt at sikre bedst muligt grundlag for kontinuerlig afvikling af apporteringsprøver i DJ. For at kunne starte på uddannelsen kan du svare ”ja” til følgende:

  • Du har gode menneskelige egenskaber og er bredt respekteret
  • Du kan træffe hurtige beslutninger i det dynamisk miljø
  • Du er social kompetent
  • Du kan give og modtage konstruktiv kritik
  • Du kan sætte dage af til dommergerningen
  • Du er medlem af både Danmarks Jægerforbund og DKK (af hensyn til certificering)

Uddannelsen består af et aspirantkursus (1 dag), en aspiranttid, som afvikles i løbet af 2 sæsoner, samt endelig en godkendelsesprocedure.